Tanker tilbage

Det Danske Vejr

ØV ØV ØV - så har jeg været hjemme næsten en uge, og er blevet sløj. Snot og kriller i næsen, øm i kroppen og utilpashed. Øv Øv.
Idag - her mandag morgen, har jeg det for føste gang nogenlunde, siden jeg kom til Dk.
Når jeg sidder og tænker tilbage på vores tur, er jeg lidt stolt over det. Jeg ved godt at mange andre har gjort samme tur, og mange andre har gjort længere ture, men vi gjorde denne tur, ja turen helt fra DK, uden de store skader, og helt uden personskader eller stunder hvor vi var bange. Mest nervøs var jeg da vi mødte hvaler. Dem der rørte os langs med skibssiden og specielt den der fulgte os. Jeg har hørt mange historier om hvaler der har skadet sejlbåde. Et enkelt slag med halen kan være nok.

Se link nederst på siden.

Vi kom sikkert over Atlanten.

Efterfølgende har jeg talt med andre sejlere der også sejlede over Atlanten - eller stod af inden:

Charlotta & Oliver fra båden "Troskala". Vi lå ved siden af dem på Porto Santo. Hun er spansk og han er engelsk. De er omkring de 30 år. De gendkendte mig, og tog fat i mig på havnen i Rodney Bay (St. Lucia). Han sejlede over Atlanten uden hende, men med en gammel skolekammerat. Efterfølgende har han måtte sætte skolekammeraten i land (selvom de havde planlagt 1/2 år sammen), da han ikke stolede på ham når han havde vagter. Han checkede ikke grejet, var ikke påpasselig nok, sad bare ned i cockpittet på vagten uden at stå ved roret og "føle vind og vejr" - så han var usikker på ham, og han blev sat af båden.

Lesley & Colin - jævnaldrene med mig, og som jeg sad sammen med i flyveren fra Trinidad til Gatwick. De var begge sejlet med fra England til Gran Canaria på en Hallberg Rassy 39 (Svensk sejlbåd - af god kvalitet) under engelsk flag, men Colin valgte at stå af på Gran Canaria før turen over Atlanten, da han ikke stolede på skipperens/ejerens evner. Lesley sejlede med, og kunne fortælle at skipperen faldt i vandet midt ude i Atlanten, uden redningsvest, og de fik ham op efter 20 min. Umiddelbart efter han var bjærget gik motoren i stykker. Deres toilet gik i stykker og flere andre ting. Skipperen var ikke i stand til at udbedre det forskellige, så de kom "humpende" ind til St. Lucia, hvor de nu lå for anker ud for Rodney Bay, da skipperen ikke havde fantasi til at få trukket deres båd ind til kaj, eller ikke ville gøre det med deres egen dinghy. Så Lesley valgte at flytte til hotel og ikke blive ombord.

Dufour 45 - nabo båd i Rodney Bay. Vi lå side om side med denne 45' båd, hvor mand og kone, jævnaldrene med mig, havde sejlet over Atlanten. 3 gange skete det, at de på slør (vinden ind agten fra), fik vinden ind fra "forsiden" af storsejlet, da båden skar op i de store bølger, der kom agtenfra. Bommen var fastgjort med en preventer, som skal hindre at bommen pludselig svinger over i sådanne tilfælde. Hvis man ikke har en preventer på, vil bommen svinge over med et kæmpe brag og ryk i sejl og mast. I værste fald, kan riggen  blive rykket i stykker. Så preventeren hindrede at bommen og sejlet svingede over, men til gengæld kommer der et kæmpe pres derpå, og båden lægger sig ned. Han fik skade på bom og bombeslaget, og lå nu i Rodney Bay og afventede reparation af det. Han fortalte at efter 10 dage var han udmattet.

Så af de få jeg fik talt med - havde de alle oplevet noget de gerne ville være foruden. Det eneste jeg kunne fortælle var, at jeg måtte i masten et par gange. Det var nok det værste der skete hos os, og så den flyvefisk i køjen, ha ha.

Så når vi ser tilbage var det en ganske fornuftig tur vi havde. Planlægningen er meget vigtig. Man kan ikke planlægge alt og man kan ikke forudse alle scenarier, men man kan være forberedt. Man skal kende sin båd og være i stand til at reparere den. Vi formindskede sejl hver aften, fx. rebede storsejlet,  og fokuserede mere på sikker sejlads end på fart.
Jeg ville gerne have haft at alle gaster var i stand til at styre båden og håndtere sejlene, uden at jeg skulle guide. Det ville have lettet mig en del, og givet mere tryghed og mig mere hvile, så det er noget jeg må tage med til næste tur. Alle skal lære at styre båden med det samme, så de kan håndtere den og styre, når vi var i bølger hvor selvstyren havde svært ved at følge med.

Endvidere skal gasterne være i stand til at binde nogle enkelte elementære knob, herunder pælestik, dobbelt halvstik, stopperstik, flagknob mv., så vi binder på samme måde ombord, og man i mørke eller en nødsituation, ikke skal stå og fidle med et ukorrent knob, man ikke kan få op.

Dette var blot lidt tanker her efterfølgende.

Se nedenstående links - det kan være dramatisk, men er ikke altid selv herre over situationen.

Første link - er samme str. båd som Grådyb, samme rute og den EPIRP han omtaler har vi også ombord. Det er en nødsender man manuelt kan udløse, eller den udløser sig selv i vand. Den virker world wide. Når den aktiveres vil den sende et signal op til nogle satelliter, som så sendes videre til kommandocentralen i Lillehammer. Ud fra dette signal kan de så identificere hvilket fartøj der er tale om (navn, kaldesignal, tlf. nr til hjemmeadresse mv.), samt positionen. Den virker i 48 timer.

link:
http://www.baadnyt.dk/Nyt.200.aspx?recordid200=264
http://www.youtube.com/watch?v=SUbVC9Dj33g


Hilsen
Lars

Home sweet home

Så er jeg hjemme i Danmark igen, efter 6 uger og 3 dage. Tiden er gået hurtigt. Glæder mig til at se mine unger og gå lange ture med Buggy. Dejligt at være i lille Danmark igen. Lars

Good bye St. Lucia

Så er det hele faldet på plads.  Båden bliver liggende i vandet her i havnen i Rodney Bay - St. Lucia, og jeg forlader båden i morgen den 27. dec. sammen med Mathias. Jeg flyver til Irland og holder nytår sammen med Ali. Jeg flyver til Belfast via Trinidad og Garwick, og Mathias flyver til København via Barbados og Frankfurt. Alt er nu næsten påplads med havnekontoret, myndigheder toldere etc. Det eneste er at tolderne skal ombord i morgen og checke båden og mine ting. Jeg har skulle lave en inventory list, da båden betragtes som importeret, da den skal ligge alene her, uden ejeren ombord. Den bliver så "exporteret" igen, når jeg kommer tilbage. Lidt besværligt, men sådan er det åbenbart her. Det gik nu ganske nemt med indklarering her - immigration, toldere, havnekontor etc. De havde fortrykte formularer som vi blot skulle udfylde, med en kopi til hver kontor - der lå dør om dør, og ikke som på Barbados hvor vi skulle udfylde det samme 4 steder. Så kaptajnen er happy nu. Mathias og jeg skal ud og ha' en stor bøf i aften og et godt glas rødvin. Vi nyder at være ved land - og idag havde jeg mit første varme bad i 5 uger. Det har været en gave at være sammen med min søn i så lang tid. Vi har fået catch up på alt det vi ikke når at snakke om i daglig dagen. Så kære blog læsere - skribenterne holder pause nu. Jeg vil komme tilbage omkring den 7 januar, med lidt mere fra sejlturen. Hvordan passede indkøbslisterne, hvad gik ok, hvad gik mindre ok, kunne noget være forberedt bedre etc.
Tak fordi gad at følge vores færd.
På Grådybs, besæningens og egne vegne - godt nytår.

Happy Christmas

HAPPY CHRISTMAS
The crew has split up: Ali has left to spend Christmas in Ireland, Andre to spend Christmas in Denmark & Lars and Mathias are heading North to enjoy Christmas in the Carribean.

On behalf of all the crew THANK-YOU LARS for a good safe Atlantic crossing. You are a good strong Captain and Grådyb is a great boat. Ali.

Below: Grådyb leaves Tobago with Lars and Mathias

Grådyb leaves Tobago

Ankommet til St. Lucia - final destination

Sorry – det er et par dage siden jeg har skrevet til bloggen.

Jule travlhed, nej den undskyldning kan jeg ikke bruge.

Glædelig jul til Jer alle fra Grådyb og besætningen (Mathias & Lars).

I skrivende stund sejler vi langs vest kysten af St. Lucia, på vej nord over til Rodney Bay, hvor jeg tidligere har lavet en aftale om at få Grådyb på land, i nogle måneder.

Vi sejlede fra Charlotteville (Tobago) til Grenada. I mørke (kl. var omkrig kl. 22.00), kastede vi anker i en bugt tæt ved land på ca. 6 mtr vand. Da vi efterfølgende lyste i vandet for at se kæden, opdagede vi at vi havde smidt ankeret på den ene side af et solidt fiskegarn (måske et net til at holde hajer ude fra stranden), og Grådyb lå på den anden side af nettet. Forsigtigt hev vi ankeret op igen, mens jeg sejlede frem mod nettet, så ankeret ikke fiskede det, og vi måtte kaste anker længere ude på dybere vand. Pu-ha det kunne have gået galt, men man ser jo ikke så meget i mørke. Næste morgen, den 23. dec. hev jeg ankeret op kl. 06.30 og sejlede afsted. Mathias sov stadig, og kom søvndrukken op i cockpittet, mens solen var ved at stå op i øst.

Vi havde planlagt at vi ville ind til nogle af de ubeboede øer i øgruppen Grenadinerne, nord for Grenada, men vind og vejr var ikke med os den dag. Vi fik en rigtig møgtur. Hårdt kryds i ca 10 ms (meter i sekundet) vind fra NØ, og bølger/dønninger også ind skråt forfra. Rigtig irriterende sejlads. Nu var vi lige blevet vant til behagelig slør sejlads (med vinden ind agten eller skråt agten fra), og så skulle vi have den lige i snotten. Det var NØ passaten som vi fik, den vi ikke så meget til da vi krydsede Atlanten. Begge mine luger på dækket er utætte. Pakningen slutter ikke tæt når jeg lukker lugerne til, og når der kommer vandsprøjt over dæk, kommer der vand ind i kahytten. Noget rigtig møg. Jeg har tidligere rodet med pakningerne, afmonteret dem og prøvet at gøre dem bløde, men det har åbenbart ikke hjulpet. Når vandet kommer ind af forlugen, drypper det ned på madrassen, og den bliver våd. Så nu efterfølgende har jeg måtte ferske madrassen af, og den ligger nu her i cockpittet til tørring. Jeg må have fat i nye pakninger når jeg kommer hjem. Nå, men vi havde 18 timers mere eller mindre møg sejlads fra Grenada til St. Vincent, men rigtig dejlig at Mathias var med ombord. Han er ved at blive en god sejler.

Ankom til St. Vincent lillejuleaften ved 23 tiden, og prøvede først at fortøjre i en lille, lidt øde havn, men dønningerne der stod ind i havnen var for voldsomme, så vi sejlede ud igen. Sejlede lidt øst over om sydspidsen, og fandt så et godt anker sted, hvor der også lå andre både. Et lille stræde mellem Young Island og fastlandet, som viste sig til at være et rigtig godt sted. Vi nød det, da vi vågnede op og kiggede rundt, og så de små ”Guest Houses” med spisesteder langs kysten, og palmer ned til stranden. Moler ud fra hotellerne så vi kunne lægge vores dinghy der. Tobago var for primitivt. Rod over alt, hullede veje, høns, skæve indfødte, mangel på indkøbs muligheder etc. Det viste sig til at St. Vincent er meget bedre at komme til. Vi sejlede i land og fik et godt solidt morgenmåltid på et af de små Guest Houses, og det var noget billigere end på Tobago, og her blev vi betjent af en tjener, og havde hvid dug på bordet. Senere tog vi en taxi ind til hovedstaden Kingston, og fik oplevet en by med handlende over alt. På hvert gadehjørne stod der en og solgte drikkevarer. Et gammelt køle/frys skab, der lå ned på en trækvogn, var fyldt op med is, som kølede de mange øl/vand. Om det var pga. julen, ved jeg ikke, men selv i nogle forretninger stod de ansatte og drak øl!!! De indfødte på St. Vincent var anderledes og kønnere end dem på Barbados/Tobago. Mange var slanke, og uden den store neger røv (undskyld mit udtryk), og var mere af caribisk udseende end af afrikansk. Mathias og jeg havde planlagt at gå ud at spise om aftenen, men alt var dødt. Restauranterne hvor vi lå for anker havde godt nok åbent, men der var ikke et øje. Som lille jule aften hjemme i Dk, der går folk heller ikke ud. Vi spiste lidt ombord og ønskede hinanden glædelig jul, mens vi skålede med en gin/tonic og en rom/cola, og sejlede i land efter kl 21 og fik en bananasplit hver. Vi var ikke rigtig i stemning til alt det der jule halløj, og vi havde det begge ok med som det var. Tog en rask beslutning og sejlnede afsted kl 22.10. Så derfor er vi på vej nu. Destinationen Rodney Bay ligger ca. 8 sm forude, og jeg er lidt spændt på hvordan det forløber. Som jeg nævnte tidligere har jeg lavet en aftale om at få Grådyb på land, indtil ultimo april. Jeg har dog i mellemtiden ændret mine planer, og tager muligvis her over medio februar, og sejler båden nord over. Birgitte og Bente har planer om at sejle med, men det finder vi ud af når jeg kommer hjem til DK. Derfor er der ingen grund til at tage båden på land, og jeg vil hellere have en havneplads i de 1.5 måned. Det ved jeg ikke om er muligt, derfor er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå her. Mathias flyver hjem den 27. dec. og når jeg har fået alt på plads, skal jeg have booket et fly hjem. Så sådan ligger landet her.

En lang sejltur – denne etape, er ved at nå sin afslutning. Jeg har været rigtig træt af det ind imellem, virkelig savnet at komme hjem, men jeg ved også at jeg har fået nogle oplevelser for livet. Et at have sejlet sammen med Ali, hvilket var rigtig dejligt (og også Andre'), noget andet er at have været sammen med min dejlige søn Mathias i over en måned, og det er gået over alt forventning.

Så selvom jeg har været træt af det hele, og været klar til at sælge til højest bydende, har det også været meget positivt og givende.

Kære gaster – jeg ved godt at jeg ind imellem har været lidt gnaven/irriterende, men presset har også været stort. Jeg har ikke sovet en hel nat, siden vi forlod Tenerife. Altid haft et øre på situationen, og derfor konstant været i søvn underskud. Det sætter ens irritationstærskel lidt ned. Når I så nogen gange lavede fejl, eller ikke overholdt det vi havde aftalt, ja så pissede det mig lidt af. I ved selv hvilke situationer vi har været ude for, og hvordan jeg midt om natten, med lynets hast, er kommet op i cockpittet for at ordne en situation, hvor der var ved at være fare på færde, eller andre gange har måtte tørne til, og tage extra vagter. Kraftig vind, for meget sejl oppe, sejlene der pludselig bakkede så båden krængede til den forkerte side, afvigning for hvaler, knækket genua fald, tur i masten, løs radar der var fare for at falde ned på dækket, gummibåd der rev sig løs, kæmpe bølger så vi måtte håndstyre, lyn omkring os, stoppet vandpumpe, manglende søkort (Tobago) og en masse andre situationer hvor jeg var ekstraordinært på mærkerne. Det har tæret på mig, og derfor har jeg til tider været lidt kort for hovedet – undskyld.

Alt er heldigvis gået godt - ingen er kommet til skade, Grådyb er nået frem og alle er kommet sikre i havn. Det er det vigtigste.

Tak til Jer kære gaster – der har været med ind til videre.

De bedste sejler hilsner

Pigeon Bay - Tobago

Pigeon Bay - Tobago

Castata bay - Tobago

Pigeon Bay - Tobago

Languster Charlotteville - Tobago

Young Island - St. Vincent

Kingston St. Vincent

St. Lucia

Charlotteville - Tobago

Regnfuld fredag her. Ali og Andre' står af i morgen tidlig og tager bussen til Scarborough - og taxi videre til lufthavnen. Mathias og jeg sejler videre mod Grenada, og hvis vinden er god og vi har mod på det, videre mod St. Vincent. Vi ved ikke hvornår vi får internet igen - så bloggen bliver muligvis ikke opdateret i nogle dage.
Vi har købt en 1,5 kg languster (hummer uden de store kløer), af en fiskermand der kom sejlende op til Grådyb. Den skal vi ombord og spise her i eftermiddag - som kombineret frokost/aftensmad. Så tager vi sikkert i land senere i aften, og går op på "byens" eneste restaurant, hvor vi var i går aftes, og får hjemmelavet kokosis uhm uhm og kaffe.
Jeg har det altid lidt trist når jeg skal til at tage afsted. Endnu en gang sige på gensyn. Vi startede for 4 uger siden, og nu er vi ved at være der hvor de 2 første rejser hjem. Pu-han, det er hårdt for mig - jeg hader at sige "good bye and see you again". Dette har været en meget speciel oplevelse for os fire. Vi har levet sammen på begrænsede kvadratmetre, vi har moret os sammen, vi har lidt sammen, vi har glædet os sammen, og de har måtte lide under når jeg har måtte hæve stemmen, for at få dem til at lave noget på egen hånd ombord, uden at jeg hele tiden skulle diktere det. Men målet er nået - missionen fuldført.
Ali - Mathias & Andre' - I var modige og tog med på denne Atlanterhavntur.

Glædelig jul og godt nytår til alle.


Ali - Mathias - Andre' & Lars

Castara Bay - Tobago

Skønne blomster/planter

Venter på morgenmad her i Castara "by".

Flasker står snorlige på hylderne

Så er det torsdag morgen – og her er morgen sol. I nat har troperegnen væltet ned, og det har givet os blæst og efterfølgende bølger her på ankerpladsen. Jeg er rigtig træt af nu, at ligge og vugge hele tiden. Jeg trænger til at sove på roligt vand – og uden at skulle bekymre mig om ankeret nu holder. Vi ligger i en lille bugt ved Byen Castara, ca. midt på den vestlige side af Tobago, og her er klipper omkring os, og i nattens regn og kraftige vindstød, havde vi hækken pegende i retning af disse klipper, så jeg var oppe en del gange og checke om ankeret nu holdt. Da jeg var oppe på et af mine check – ved 04.30 tiden, mødte jeg en nøgen Andre' i cockpittet. Jeg troede i et kort øjeblik det var Klabautermanden der var kommet på besøg ha ha, men det var blot Andre', der havde været oppe og tisse og benyttede lejligheden til et ferskvandsbad!!!

Som nævnt i bloggen i går, sejlede vi længere op nordpå. Vi havde vind og bølger lige imod os, så vi gik for motor. Vi så en lille bugt hvor der lå nogle andre sejlbåde – bla. en nordmand og en svensker, men efter et kort besøg i land, besluttede vi os at sejle videre. Der var godt nok lidt ”by”, men alt var dødt, og en lille restaurant sagde ”wednesday closed” og vi kunne ikke en gang finde en vandhane hvor vi kunne tappe ferskvand. Vi sejlede videre nord på, og vort mål var egentlig Charlotteville helt i nord, men kunne se vi ikke kunne nå det før mørkets frembrud, og fandt derfor ind til byen her, i Castara bay.

Høj luftfugtighed her

Som jeg har nævnt før i bloggen, så dækker mit elektroniske søkort ikke i dette område, og det oversejlingssøkort jeg har, er i en alt for stor målestok til at sejle efter, da alle detaljer ikke er med, og der er en del rev her omkring. Da vi lå i Store Bay var der en forretning der havde et søkort over Tobago hængende på væggen. Det affotograferede jeg med min Iphone, og lagde det ind på min Mac computer, og så havde vi søkort igen. Godt nok et af ældre dato, og med dybder i favne – (er der stadig nogen der ved hvor meget en favn er?) - men vi kunne sejle efter det, og ind til videre er det gået ok. En favn er ca 1,60mtr.

Grådyb i Castara Bay

Vi ankrede op her i Castara bay lidt før 17 tiden, og da det bliver mørkt – kl.18.15, havde vi ca 1 time til at investigere byen, og se efter et sted hvor vi kunne spise, se efter wifi og et sted hvor vi kunne tappe ferskvand. Vi fandt det hele her i dette lille fiskerleje. En fin lille ”by” med nogle små butikker, hvor det begrænsede udvalg af fødevarer og flasker, stod sirligt og snorlige på hylderne. Et par restauranter, hvor man i den ene skulle gå over i butikken på modsatte side af vejen og købe sine drikkevarer. Regnskoven går helt ned til kysten her, og vi fik regnskovens fugtighed at føle. Meget høj fugtighed, og man sveder og sveder, og kan ikke komme af med fugtigheden.

Ali i eftermiddags solen

Vi bestilte bord til kl. 19.30, på den restaurant der lå direkte ned til stranden, hvor vi lå med Quicky, og spurgte om vi kunne se menu kortet. ”Hun er her ikke lige nu” fik vi at vide. Senere kom værten og ”menukortet”. En sød engelsk middelalderende dame, som fortalte om hvad vi kunne spise, og samtidig gav os wi-fi koden til internettet, oppe ved hendes pensionat oppe på bakken.

Der er en del dønning her ved stranden, så det er lidt af en øvelse at komme ind i land uden at blive våde. Vi havde alle badetøj på, og skiftetøj i plastposer, da vi sejlede i land kl. 1930. Jeg sejlede først Ali og Mathias ind, og hentede så Andre'. Ind på strandrestauranten i badetøj og fik skiftet til mere anstændigt beklædning, inden vi kunne bestille vores mad. Fantastisk mad - Andre' fisk, Ali store rejer, Mathias og jeg delte en languster og en portion blæksprutter i hvidløg, hvor til vi fik forskelligt tilbehør, af mig af ubeskrivelig karakter, men det smagte rigtig godt. Et steelband spillede mens vi spiste og regnen silede ned. Vi drak øl og rom og cola, så vi var helt overgivet til den caribiske kultur.

Husene er malet i alle ulige farver

Vi skiftede til badetøj og fyldte vor 2 x 8ltr vandflasker, og først sejlede jeg Ali og Mathias ud til Grådyb. På vejen ind efter Andre', kom en kæmpe bølge, lige som jeg stod ud af Quicky inde på stranden, og gummibåden væltede rundt over mig, med vanddunke, sko og årer flydende rundt i bølgerne. Et par af de lokale, der stod og røg marihuana, hev båden op mens jeg jagtede tingene i vandet. Andre' og jeg kom vel ud til Grådyb. Hver gang vi har mulighed for det, har vi vand med ud til båden, som vi fylder i tanken. Vi har 2 x 8ltr plastflasker, så det går lidt langsomt med påfyldningen, men vi skal have fyldt på, så Mathias og jeg ikke pludselig står med tomme tanke, når vi sejler nord på mod andre øer.

Vi skal nu alle ind og spise morgenmad på en anden restaurant, men skal lige først betale den engelske dame, de 751 TT (Trinidad/Tobago) dollar (svarer til dkr 751,-), som hele aftenens menu med drikkevarer kostede os, da vi ikke havde nok kontanter med i land i går aftes.

Vi sejler videre mod Charlotteville senere på formiddagen.

Hilsner fra besætningen på Grådyb. Lars