mandag den 17. december 2012

Tobago - Store Bay

 
Så ligger vi for anker i Store Bay - det sydvestlige hjørne af Tobago.  BOUNTY BOUNTY. Sejlede fra Scarborough her til morgen, og ankom her til ved 11. tiden. Bugt med azurblåt vand, hvide strande, grønne palmer, pelikaner der styrtdykker efter fisk, calypso musik fra land, fiskerjoller fortøjret til bøjer og så bare sol, sol og sol. Dette er hvad vi drømte om at komme til, da vi sad i strabadserne midt på Atlanten.

Scarborough var et skrækkeligt sted. En snavset, uorganiseret og ucharmerende by. Høns alle steder rundt i gaderne, bilerne dytter konstant, højt musik, affald i bunker på gadehjørnet, nusset og varmt. Vi lå i nat til kaj i en lille fiskerihavn - eller mere et anløbs sted for fiskere, med skumle mørke personer rendende omkring. Jeg tror det var af kedsomhed og fordi de ikke havde andet at lave, at de kredsede på kajen omkring båden, og hele tiden ville snakke, og prøve at give gode råd. Vi låste dog grundigt af og låste redningskrans etc. ned i kahytten før vi tog op i byen og spiste. Egentlig var de nu ganske flinke og hjælpsomme, de lokale vi kom i kontakt med, men hellere være på den forsigtige side. Der lugtede konstant af marihuana omkring båden hele aftenen, da de alle røg det - og jeg havde også tidligere fået tilbudt noget - men de andre ville ikke være med til at bage det ind i kokosmakronerne, så vi stod over. Natten var med regn, og med alle luger og vinduer åbne for at fange lidt kølig vind i løbet af natten, vågnede vi med regn ind på pude og sengetøj. Vores plan var at indklarere tidligt (07.30 hvor alle kontorer skulle være åbne)  og så sejle videre her til, men da vi kom til indklareringskontoret var det ingen til stede, men fik oplyst at vi kunne komme igen 08.30. Nul - det gider jeg ikke, så vi sejlede. Så kan det være at jeg i morgen tager ind til Scarborough her fra og gør det, eller måske helt glemmer at indklarere...... Vi havde 2 timers sejlads fra Scarborough syd om Tobago, her til Store Bay. Lille "by" oppe bag ved stranden, med mulighed for at spise og gå på en bar. Der er også et lille marked - "persisk gedemarked" som vi kaldte det i gamle dage, og jeg fik købt mig et par klip-klapper, sådan nogle har jeg aldrig haft før, men de er noget nemmere at have med frem og tilbage i gummibåden. Vi købte internet, der rækker her ud til ankerpladsen, så nu er alle ombord beskæftiget med at skrive og læse mails etc. Vi påregner at blive her til Ali og Andre' rejser hjem på lørdag. Lufthavnen er ikke langt her fra. Egentlig dovner vi bare nu, alle har fået masser af sol. Jeg vil snart sejle ind til land, og finde et skygge sted under en palme, og tage en middagslur. Så hilsner fra os alle. Ali - Mathias - Andre' & Lars




Ingen kommentarer:

Send en kommentar