Det Danske Vejr
ØV ØV ØV - så har jeg været hjemme næsten en uge, og er blevet sløj. Snot og kriller i næsen, øm i kroppen og utilpashed. Øv Øv.
Idag - her mandag morgen, har jeg det for føste gang nogenlunde, siden jeg kom til Dk.
Når jeg sidder og tænker tilbage på vores tur, er jeg lidt stolt over det. Jeg ved godt at mange andre har gjort samme tur, og mange andre har gjort længere ture, men vi gjorde denne tur, ja turen helt fra DK, uden de store skader, og helt uden personskader eller stunder hvor vi var bange. Mest nervøs var jeg da vi mødte hvaler. Dem der rørte os langs med skibssiden og specielt den der fulgte os. Jeg har hørt mange historier om hvaler der har skadet sejlbåde. Et enkelt slag med halen kan være nok.
Se link nederst på siden.
Vi kom sikkert over Atlanten.
Efterfølgende har jeg talt med andre sejlere der også sejlede over Atlanten - eller stod af inden:
Charlotta & Oliver fra båden "Troskala". Vi lå ved siden af dem på Porto Santo. Hun er spansk og han er engelsk. De er omkring de 30 år. De gendkendte mig, og tog fat i mig på havnen i Rodney Bay (St. Lucia). Han sejlede over Atlanten uden hende, men med en gammel skolekammerat. Efterfølgende har han måtte sætte skolekammeraten i land (selvom de havde planlagt 1/2 år sammen), da han ikke stolede på ham når han havde vagter. Han checkede ikke grejet, var ikke påpasselig nok, sad bare ned i cockpittet på vagten uden at stå ved roret og "føle vind og vejr" - så han var usikker på ham, og han blev sat af båden.
Lesley & Colin - jævnaldrene med mig, og som jeg sad sammen med i flyveren fra Trinidad til Gatwick. De var begge sejlet med fra England til Gran Canaria på en Hallberg Rassy 39 (Svensk sejlbåd - af god kvalitet) under engelsk flag, men Colin valgte at stå af på Gran Canaria før turen over Atlanten, da han ikke stolede på skipperens/ejerens evner. Lesley sejlede med, og kunne fortælle at skipperen faldt i vandet midt ude i Atlanten, uden redningsvest, og de fik ham op efter 20 min. Umiddelbart efter han var bjærget gik motoren i stykker. Deres toilet gik i stykker og flere andre ting. Skipperen var ikke i stand til at udbedre det forskellige, så de kom "humpende" ind til St. Lucia, hvor de nu lå for anker ud for Rodney Bay, da skipperen ikke havde fantasi til at få trukket deres båd ind til kaj, eller ikke ville gøre det med deres egen dinghy. Så Lesley valgte at flytte til hotel og ikke blive ombord.
Dufour 45 - nabo båd i Rodney Bay. Vi lå side om side med denne 45' båd, hvor mand og kone, jævnaldrene med mig, havde sejlet over Atlanten. 3 gange skete det, at de på slør (vinden ind agten fra), fik vinden ind fra "forsiden" af storsejlet, da båden skar op i de store bølger, der kom agtenfra. Bommen var fastgjort med en preventer, som skal hindre at bommen pludselig svinger over i sådanne tilfælde. Hvis man ikke har en preventer på, vil bommen svinge over med et kæmpe brag og ryk i sejl og mast. I værste fald, kan riggen blive rykket i stykker. Så preventeren hindrede at bommen og sejlet svingede over, men til gengæld kommer der et kæmpe pres derpå, og båden lægger sig ned. Han fik skade på bom og bombeslaget, og lå nu i Rodney Bay og afventede reparation af det. Han fortalte at efter 10 dage var han udmattet.
Så af de få jeg fik talt med - havde de alle oplevet noget de gerne ville være foruden. Det eneste jeg kunne fortælle var, at jeg måtte i masten et par gange. Det var nok det værste der skete hos os, og så den flyvefisk i køjen, ha ha.
Så når vi ser tilbage var det en ganske fornuftig tur vi havde. Planlægningen er meget vigtig. Man kan ikke planlægge alt og man kan ikke forudse alle scenarier, men man kan være forberedt. Man skal kende sin båd og være i stand til at reparere den. Vi formindskede sejl hver aften, fx. rebede storsejlet, og fokuserede mere på sikker sejlads end på fart.
Jeg ville gerne have haft at alle gaster var i stand til at styre båden og håndtere sejlene, uden at jeg skulle guide. Det ville have lettet mig en del, og givet mere tryghed og mig mere hvile, så det er noget jeg må tage med til næste tur. Alle skal lære at styre båden med det samme, så de kan håndtere den og styre, når vi var i bølger hvor selvstyren havde svært ved at følge med.
Endvidere skal gasterne være i stand til at binde nogle enkelte elementære knob, herunder pælestik, dobbelt halvstik, stopperstik, flagknob mv., så vi binder på samme måde ombord, og man i mørke eller en nødsituation, ikke skal stå og fidle med et ukorrent knob, man ikke kan få op.
Dette var blot lidt tanker her efterfølgende.
Se nedenstående links - det kan være dramatisk, men er ikke altid selv herre over situationen.
Første link - er samme str. båd som Grådyb, samme rute og den EPIRP han omtaler har vi også ombord. Det er en nødsender man manuelt kan udløse, eller den udløser sig selv i vand. Den virker world wide. Når den aktiveres vil den sende et signal op til nogle satelliter, som så sendes videre til kommandocentralen i Lillehammer. Ud fra dette signal kan de så identificere hvilket fartøj der er tale om (navn, kaldesignal, tlf. nr til hjemmeadresse mv.), samt positionen. Den virker i 48 timer.
link:
http://www.baadnyt.dk/Nyt.200.aspx?recordid200=264
http://www.youtube.com/watch?v=SUbVC9Dj33g
Hilsen
Lars
Idag - her mandag morgen, har jeg det for føste gang nogenlunde, siden jeg kom til Dk.
Når jeg sidder og tænker tilbage på vores tur, er jeg lidt stolt over det. Jeg ved godt at mange andre har gjort samme tur, og mange andre har gjort længere ture, men vi gjorde denne tur, ja turen helt fra DK, uden de store skader, og helt uden personskader eller stunder hvor vi var bange. Mest nervøs var jeg da vi mødte hvaler. Dem der rørte os langs med skibssiden og specielt den der fulgte os. Jeg har hørt mange historier om hvaler der har skadet sejlbåde. Et enkelt slag med halen kan være nok.
Se link nederst på siden.
Vi kom sikkert over Atlanten.
Efterfølgende har jeg talt med andre sejlere der også sejlede over Atlanten - eller stod af inden:
Charlotta & Oliver fra båden "Troskala". Vi lå ved siden af dem på Porto Santo. Hun er spansk og han er engelsk. De er omkring de 30 år. De gendkendte mig, og tog fat i mig på havnen i Rodney Bay (St. Lucia). Han sejlede over Atlanten uden hende, men med en gammel skolekammerat. Efterfølgende har han måtte sætte skolekammeraten i land (selvom de havde planlagt 1/2 år sammen), da han ikke stolede på ham når han havde vagter. Han checkede ikke grejet, var ikke påpasselig nok, sad bare ned i cockpittet på vagten uden at stå ved roret og "føle vind og vejr" - så han var usikker på ham, og han blev sat af båden.
Lesley & Colin - jævnaldrene med mig, og som jeg sad sammen med i flyveren fra Trinidad til Gatwick. De var begge sejlet med fra England til Gran Canaria på en Hallberg Rassy 39 (Svensk sejlbåd - af god kvalitet) under engelsk flag, men Colin valgte at stå af på Gran Canaria før turen over Atlanten, da han ikke stolede på skipperens/ejerens evner. Lesley sejlede med, og kunne fortælle at skipperen faldt i vandet midt ude i Atlanten, uden redningsvest, og de fik ham op efter 20 min. Umiddelbart efter han var bjærget gik motoren i stykker. Deres toilet gik i stykker og flere andre ting. Skipperen var ikke i stand til at udbedre det forskellige, så de kom "humpende" ind til St. Lucia, hvor de nu lå for anker ud for Rodney Bay, da skipperen ikke havde fantasi til at få trukket deres båd ind til kaj, eller ikke ville gøre det med deres egen dinghy. Så Lesley valgte at flytte til hotel og ikke blive ombord.
Dufour 45 - nabo båd i Rodney Bay. Vi lå side om side med denne 45' båd, hvor mand og kone, jævnaldrene med mig, havde sejlet over Atlanten. 3 gange skete det, at de på slør (vinden ind agten fra), fik vinden ind fra "forsiden" af storsejlet, da båden skar op i de store bølger, der kom agtenfra. Bommen var fastgjort med en preventer, som skal hindre at bommen pludselig svinger over i sådanne tilfælde. Hvis man ikke har en preventer på, vil bommen svinge over med et kæmpe brag og ryk i sejl og mast. I værste fald, kan riggen blive rykket i stykker. Så preventeren hindrede at bommen og sejlet svingede over, men til gengæld kommer der et kæmpe pres derpå, og båden lægger sig ned. Han fik skade på bom og bombeslaget, og lå nu i Rodney Bay og afventede reparation af det. Han fortalte at efter 10 dage var han udmattet.
Så af de få jeg fik talt med - havde de alle oplevet noget de gerne ville være foruden. Det eneste jeg kunne fortælle var, at jeg måtte i masten et par gange. Det var nok det værste der skete hos os, og så den flyvefisk i køjen, ha ha.
Så når vi ser tilbage var det en ganske fornuftig tur vi havde. Planlægningen er meget vigtig. Man kan ikke planlægge alt og man kan ikke forudse alle scenarier, men man kan være forberedt. Man skal kende sin båd og være i stand til at reparere den. Vi formindskede sejl hver aften, fx. rebede storsejlet, og fokuserede mere på sikker sejlads end på fart.
Jeg ville gerne have haft at alle gaster var i stand til at styre båden og håndtere sejlene, uden at jeg skulle guide. Det ville have lettet mig en del, og givet mere tryghed og mig mere hvile, så det er noget jeg må tage med til næste tur. Alle skal lære at styre båden med det samme, så de kan håndtere den og styre, når vi var i bølger hvor selvstyren havde svært ved at følge med.
Dette var blot lidt tanker her efterfølgende.
Se nedenstående links - det kan være dramatisk, men er ikke altid selv herre over situationen.
Første link - er samme str. båd som Grådyb, samme rute og den EPIRP han omtaler har vi også ombord. Det er en nødsender man manuelt kan udløse, eller den udløser sig selv i vand. Den virker world wide. Når den aktiveres vil den sende et signal op til nogle satelliter, som så sendes videre til kommandocentralen i Lillehammer. Ud fra dette signal kan de så identificere hvilket fartøj der er tale om (navn, kaldesignal, tlf. nr til hjemmeadresse mv.), samt positionen. Den virker i 48 timer.
link:
http://www.baadnyt.dk/Nyt.200.aspx?recordid200=264
http://www.youtube.com/watch?v=SUbVC9Dj33g
Hilsen
Lars
