tirsdag den 27. november 2012

4. Døgn

Så er Grådyb og besætning så småt ved at mærke NØ passaten.
Her til morgen har vi fået vinden næsten agten ind, på kurs 260gr. Vi har valgt en lidt nordligere kurs end den direkte kurs til Barbados, da der ligger et bælte med svagere vind lidt syd for os, så vi har valgt denne nordligere kurs for at få lidt fart.
I dag rammer vi ca. 150 sm i etmål (fra 12.00-12.00), ligesom vi også gjorde forrige døgn - altså med en gennemsnitfart på ca 6,3 knob - som er mere end forventet.
Position kl. 12 GMT var 23 gr. 16,782N 24 gr. 04,739W
















Vi har haft det lidt hårdt - været plaget af søsyge og utilpashed, hvilket skyldes at man lige skal finde sine "søben". Store bølger og store dønninger i flere dage. Når man ikke får sin fulde nattesøvn, fordi man skal holde vagtplanen, tager det nogle dage inden man er inde i rytmen.
I dag er første dag, hvor alle er ved at være på toppen. Bare det at lave mad, mens båden hopper og danser, er en kunst - men vi bestræber os på at få "ordentlig mad", trods besværlighederne. Vi har ikke set et eneste skib siden et døgn efter afsejling, så vi er virkelig ude på det store øde hav. Når vi skal rengøre os selv, står vi på badeplatformen agter. Vi har et sikkerhedsbælte på og en livline, og overhælder os med havvand. Sæber ind, vasker hår osv og så skyller af i saltvand. Til slut får man 1/2 liter ferskvand, til at skylle saltet af kroppen.
Opvask foregår også med saltvand, for så at skylle det af med meget lidt ferskvand. Alle er ved godt mod, til trods for de første dage med lidt slem vind og vejr.

Hilsen fra Lars og de andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar