onsdag den 5. december 2012

12. Døgn


Dagens position kl. 12 GMT er 16 gr. 15,04N 43 gr. 38,032V.
Vind sydsydøst 8 m/s. Luft 28 gr. vand 26 gr.

Tirsdag d. 4. december kl. 20.15

Det er totalt sort nat med mørke skyer, men ingen regn i udsigt indtil videre. 
Nætterne er lange og 2 timer pr. vagt alene i mørket giver en rigelig med tid til at tænke. Nogle gange de helt nære ting, som hvorfor dørken knirker på den irriterende facon, når vi tager bølgerne fra bagbord skævt, andre gange over hvad i alverden man dog laver på denne galej. Og så går tankerne hjem til familie, jul, arbejde og hvordan i alverden Brøndby vil undgå nedrykning. Ja - der tænkes store tanker !

Dagen startede med en lille overraskelse i form af en 45 fods katamaran på 500 meters afstand. Vi kaldte den på VHF, og talte med en pige, der talte et sjovt gebrokkent engelsk. De var 3 franskmænd og 2 schweizere på vej fra Kap Verde til Martinique. Vi er så stolte over vores 6 knob i snit, så det var lidt hårdt at se dem forsvinde i horisonten med 9,5 knob.

Vi har repareret i dag: Sprayhood syet 2 steder (Den har generelt kendt bedre dage), og så lykkedes det at rense vandpumpe og filtre. Det er sandelig nemt at sidde 2 mennesker inde i et lille køkkenskab og fedte med vandslanger, skruer og elkabler mens man kastes fra side til side. Men operationen lykkedes uden at spilde vand og vandhanen fungerer igen.

Og vinden forstår vi stadigvæk ikke. Vi har læst side op og side ned, inden vi tog hjemmefra. Vi har bøger med om vejret på disse kanter. Og alle steder står der: Vind fra nordnordøst. Dét har vi så bare ikke. Vi har vind fra sydsydøst. Det betyder konkret, at vi har bommen på styrbord (Højre til landkrabberne) side og derfor krænger båden til højre. Da alle skabe, skuffer og køleskab befinder sig i bagbords side, så betyder det, at når man åbner et eller andet, så vælter det hele ud. Forleden var Mathias så uheldig at forsøge at åbne køleskabet, da en bølge tiltede båden hårdt og hele køleskabets indhold sejlede ud. Jeg stod ved siden af og satte mig på gulvet foran køleskabet og forsøgte at holde al indhold, inklusiv hylder og låger, indenbords, men det lykkedes selvfølgelig ikke, så jeg endte med det hele i skødet. Og SÅ kunne vi høre kaptajnen.

Apropos kaptajn Lars må man sige til hans ros, at alt kan debatteres og stilles spørgsmål til, bare det til slut ender som han vil have det. Egentlig meget betryggende.

Varmen er begyndt at ramme os. Her til aften er der 30 grader i kahytten, så det bliver endnu en svedig nat.

Hils alle hjemme
Alt vel ombord

André + besætning

1 kommentar:

  1. Atlanterhavs sejlads... FEDT !

    Sejlerhilsen
    Henrik Poulsen
    Centerline40

    SvarSlet