søndag den 2. december 2012

9. Døgn

Først dagens position fra André og så dagens beretning fra Mathias.
Vi er på 18 gr. 33,993 N 35 gr. 51,045 V. Luft 27, vand 25 grader, ØSØ vind 9 m/s. Vi har gået 152 sømil det seneste døgn.













Selvom vi går rundt i badetøj dagen lang og luften er 27 grader varm, fik vi alligevel lidt julehygge her på båden i går 1. december. Vi fik risengrød med kanelsukker og smør midt på dagen (vi spiser varm mad midt på dagen) og så hørte vi julemusik, som jeg havde taget med hjemmefra. Derudover har vi tre fine skrabejulekalendere med nisser på hængende samt Andrés Kvik Humlebæk kalender.
Natten til søndag (her i nat) var en af de hårdere, vi har haft. Mange kraftige regnbyer, med blæst og troperegn, men heldigvis slap vi for lyn og torden, som de sidste par nætter har lyst hele nattehimlen op, nord for os. Egentligt dejligt med regn, da vi så vi fik skyllet Grådyb godt af, og skyllet saltet væk der ligger overalt.
Ellers er livet ombord dejligt. Jeg tror, at jeg taler på hele besætningens vegne, når jeg siger, at det er skønt at komme lidt væk fra den til tider stressende hverdag. At komme herud - hvor en af de største beslutninger vi skal tage nogle dage er, hvilken faktor solcreme vi skal smøre os ind i, samt hvad vi nu skal finde på at lave til aftensmad.. haha
Jeg har vagt fra 12-14, 20-22, 04-06, hvor jeg sidder i cockpittet. Jeg sidder og tænker på dem derhjemme, hvordan det går med mine kammerater, alle de julefrokoster jeg går glip af osv, og er egentlig kommet i tanke om, at sidste weekend var første gang i 2012, hvor jeg ikke har været ude at drikke i løbet af ugen.
Alt efter bølgerne, hvordan de bevæger båden, sover jeg enten i agterkahytten eller på sofaen i salonen. Nogle gange er det svært at sove da man bliver væltet rundt fra side til side.
Nu er solen ved at stå op her søndag morgen. Min vagt er lige færdig og min far har afløst mig. Jeg vil ned og sove - denne gang i sofaen, da Andre' snorker som et savværk. ;-)

Fra Mathias og besætningen på Grådyb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar