torsdag den 6. december 2012

13. Døgn


Dagens position 15 gr. 46,925 N 45 gr. 25,424 V. Luft 30 gr. (vaaaaaarmt) Vand 26 gr.
Vind 2 m/s Ø (Næsten havblik - har gået for motor siden kl. 18 i går)



















Sikke en forandring.......

I går morges, masser af vind, bølger, dønninger og rain showers - nu til morgen fuldstændig stille hav - havblik som Øresund på en sommerdag. Lidt øv, vi var begyndt at regne på en tidlig ankomst til Barbados. Med kun 853 sømil igen (ifølge GPS) og med et etmål på 150 sømil, ville det blot tage 6-7 dage før vi var fremme, men med denne vind, går der nu noget længere.

Det er helt fantastisk at havet kan lægge sig så hurtigt. Kl. 1800 i går aftes - lige før vi skulle spise, blæste det, og vi balancerede rundt som vi havde gjort de sidste 7 døgn, og pludselig kl. 18.10 var alt stille omkring os. Vi kunne stille vores kopper fra os, og alt var roligt. Et par enkelte dønninger løftede os op, men ingen slingren frem og tilbage.

Vi har haft motoren på hele natten, med lave omdrejninger, for at holde os i fart og få os ud af dette område. Vi var opmærksom på at der ville komme et område med ingen eller let vind, men i følge de vind filer vi har taget ned med satellitten, lå de et døgn længere fremme. Vi havde af samme grund ændret til en sydligere kurs, så vi kunne komme på underkanten af det stille område. Måske har vi undgået det værste stilleområde, for her til morgen er der ved at komme lidt vind fra nordlig retning.

Dagens højdepunkt i går var, at vi så 2 sejlbåde - og på samme tid. Den ene talte vi med, det var en 55 fods sejlbåd der var med i ARC kapsejladsen fra Gran Canaria. Den anden sejlbåd fik vi ikke fat på, og den overhalede vi i øvrigt, så gamle Grådyb kan endnu. Til ære for André fik vi sovs og kartofler i går til middagsmad (midt på dagen). Vi andre er mest til "sovs" af flåede tomater med krydderier, olie og hvidløg, men André havde nu flere gange ytret at han savnede sin brune sovs. Så menuen i går var Kødboller, ærter, brun sovs og kartofler. Her til hvidvin og øl – efter eget valg. Til dessert English Christmas Cake, som Ali havde med hjemmefra. Her stod Mathias af, det var ikke lige hans smag. Jeg vil nu også lige tilføje at englænderne har noget at lære af danskerne, med hensyn til at lave kager...

I forgårs havde vi reperationsdag. Der var forskellige småting jeg skulle have ordnet. Sprayhooden (til dem der ikke ved hvad det er - "teltet" over nedgangen til kahytten, der beskytter os mod vandsprøjt) - er af ældre dato, og er løbende blevet eftersyet og forstærket. Et par syninger var gået op, og en revne var startet på forkanten af den. Syningerne mørnes af sol og saltvand, så det er helt normalt at de skal eftersyes med tiden.

Vandpumpen virkede ikke, da der var kommet skidt i den, da vandet i tanken hvirvles rundt i søgangen, og selv bitte små partikler stopper den. Jeg har tidligere bøvlet med dette, og også monteret et filter før pumpen, men selv de små partikler der går gennem vandfiltret er nok til at stoppe pumpen. De små partikler sætter sig i klemme i en af membranerne (der er 3 stk.) og pumpen vil ikke give tryk. Jeg vil snart udskifte denne pumpe til en anden type pumpe, der ikke er så fintfølende. Pumpen sidder nede under skufferne i pantryet (køkkenet)- ud mod skibssiden, så først måtte André og jeg have skufferne ud og placere dem i sofaen, hvor de ikke kunne vælte ned, for så at afmontere pumpen inde i skabet. Alt kan lade sig gøre i stille vejr, men i søgang er alt meget mere besværligt. Liggende på dørken, med håndklæder til at tørre vand op med, lommelygte og skruetrækker, og så ramme de små stjerneskruer der holder pumpen fast, er ikke helt let. Vi fik det ordnet og nu virker pumpen igen.

Her torsdag morgen - kl. er 07:00 og solen er lige ved at komme over kimmingen. En rigtig flot morgen med dette fuldstændig trolige hav. WAW - disse morgener gør at man helt glemmer alle de sure dage.

Ellers alt vel ombord - alle er ved frisk mod og har det godt. Ingen tegn på skørbug eller andre sygdomme, dog lidt røde lår og næser. Temperaturen i kahytten er 33 gr. luftfugtigheden er 85% og vandet er 27 gr.

Hilsen fra besætningen på Grådyb.

Lars


Fra Glen: Hvis du vil vide hvad ARC kapsejladsen, som Lars skriver om, så kig her.

1 kommentar:

  1. Hej

    Har lige tjekket vejret frem til tirsdag på UGRIB.
    Fra i morgen får i fra 10 til 16 knob vind stabilt alle dage fra kurs 80
    Så det ser fint ud
    Go sejlads

    sejlerhilsen

    Henrik Poulsen
    Centerline40

    SvarSlet